Teatrets metode og mål
Vi vil undersøge begreberne: fremmed, anderledes, alene, fattig, forkert, udstødt osv.
Det kan være: de psykisk anderledes, de anderledes tænkende, de enlige forældre, dem der ikke har det godt med et 9-16 liv eller dem der bliver stemplet og dømt, uden skyld eller uden en jury.
Men det er ikke kun de 'klassiske' tabere af i dag, men i lige så høj grad dem, der taber i sit eget spil, sit eget liv, vi ønsker at forholde os til. Altså dem, der når toppen og oplever en dumhed / tomhed større og værre, end selv den fattigste tigger eller forarmede narkoluder.
At finde nye sceniske udtryk til at fortælle
Vores erfaringer fra første workshop er, at medlemmernes forskellige tilgange og anslag giver plads til nye udtryksformer og at vi hele tiden afdækker nye sider af vores egen spilleteknik. En ny dynamik, et friskt pust i den erfarnes nogle gange fastlåste måde at afkode stoffet på.
Vi arbejder i en slags symbiose mellem det, vi der ønsker dette projekt, er som mennesker, og hvorfor det er denne historie vi ønsker at fortælle videre. Ikke som en socialpornografisk historie, eller en pseudo-'hvor-er-det-synd-for-os' fortælling, men baseret på de historier, erfaringer og ressourcer vi rummer. Dette opfatter vi som partiturer, der skal afkodes, og fascinationen ved denne metode, ligger i, at vi (også) er anderledes og indeholder endnu ikke udnyttede udtryksmuligheder.
I den indledende arbejdsproces har vi erkendt, at der er tale om en to-delt proces. På den ene side en facination og frustration over historiens og samtidens udstødte - både som fakta og litterært behandlet. På den anden side en oplevelse af - i større eller mindre grad - selv at være udstødt.
I denne symbiose ligger der endnu ikke-afkodet stof, vi bare 'må' undersøge. Kunstnerisk såvel som menneskeligt.
Tilgang til stoffet
Den stærke historie og de forskellige baggrunde og udtryksmåder vi har, betragter vi som partiturer, der udtrykker sig i billeder, ord og rytmiske anslag. Samtidigt med den socialt empatiske tilgang til stoffet, bevarer vi en nøgtern tilgang til selve fortællingen.
At sætte det sociale aspect op i mod den kunstneriske tilgang kræver mod. Mod til at åbne op for det skjulte og fortrængte materiale, vi ved ligger i gruppen. Herunder at turde lytte til og støtte op om dét, der gør ondt. Dette kræver en åben dialog og indre tillid og da gruppen er sammensat af performere og kunstnere med forskellig tilgang til stoffet, får vi derved også nye spændstigheder at spille på; intet er dumt, intet er naivt, det er blot et skridt på vejen mod et stærkt, samlet udtryk.
Fortællerteknik
Det er vores opfattelse, at collageformen, hvor materialet opstilles subjektivt, betragtes objektivt, hvorimod den objektive montage af stoffet, skaber den subjektive perception i publikum.
Derfor har vi valgt at benytte en montageform der minder om en nyhedsudsendelse.
Det er ikke vores mål at 'underholde' eller formidle politiske budskaber, men at give publikum de bedste muligheder for at afkode fortællingen. Opstillet i et fragmentarisk spil, der har en springende narativ linie, men med et fælles centrum, hvor sangene virker som klangbunde, dansene som emotionelle bevægelser og teksterne som de uindpakkede facts.
